Ni ud af ti af de ca. 300.000 mennesker, der udvandrede fra Danmark i masseudvandringens tidsalder, rejste til USA. Andre valgte imidlertid destinationer såsom Canada, Australien og Argentina. Man regner med, at omkring 13.000 danskere emigrerede til det store sydamerikanske land i perioden før 1930. Det var dog kun ca. 60% af disse danske udvandrere, der slog rødder i Argentina og således mere permanent blev indvandrere.

Hvorfor valgte dette mindretal af den samlede danske udvandrergruppe at rejse til Argentina, der lå meget længere væk fra Danmark end USA og i øvrigt havde en kernekultur, der ikke var "nordeuropæisk" og protestantisk som i Nordamerika, men derimod udpræget spansk/sydeuropæisk og katolsk? En stor del af forklaringen på denne "afvigelse" i den skandinaviske udvandring hænger sammen med, at migration (vandring) ofte foregår i kæder, hvori personlige forbindelser spiller en stor rolle som de led, der knytter kæden sammen.
 

Hans Christensen Fugl (1811-1900) var ikke den første dansker, der satte fod på argentinsk jord, men regnes ikke desto mindre som dansk indvandrings pionér i Argentina. I 1844 rejste Fugl til Buenos Aires, efter at han havde læst en artikel i Berlingske Tidende om landbrugsmulighederne i Argentina. I 1848 kom Fugl til Tandil, der på det tidspunkt var en række huse ved foden af Fort Rodriguez, på grænsen til indianerterritoriet. Fugl begyndte som den første på egnen at dyrke hvede, og ti år senere var han blevet en succesrig landmand og respekteret borger i byen.

 JuanFugl

I slutningen af 1850erne rejste Fugl tilbage til sin danske hjemegn, det daværende Maribo Amt (Lolland-Falster-Møn). Fugl giftede sig med sin niece Dorothea og talte så godt for en fremtid i Tandil, at et par andre familier og enlige rejste af sted med det nygifte ægtepar med destinationen Argentina i sommeren 1859.

I kølvandet på disse første danske pionerer fulgte venner, bekendte, slægtninge og forlovede, så den danske befolkning i Tandil et par årtier senere talte mere end 130 mennesker, hvilket ifølge Fugls egne beregninger svarede til ca. en tiendedel af byens indbyggertal. Danskerne slog sig alle ned nær hinanden og blev hjulpet godt i gang på det lokale arbejdsmarked som landbrugere, håndværkere og næringsdrivende med Fugls hjælp. Hans Fugl blev nærmest de danske indvandreres "patriark", da han også lagde hjem til sociale arrangementer samt udførte vielser, barnedåb og så videre i fraværet af en ordineret, protestantisk præst. I 1875 rejste familien Fugl hjem til Danmark, men grundstenen for såvel byens som den danske indvandrings udvikling var blevet lagt. Der gik få år efter Fugls hjemrejse, før de uformelle bånd, som patriarken før havde knyttet sammen, nu var blevet institutionaliserede i form af en dansk menighed med egen kirke, præst og skolelærer.

Den noget ensidige vandring mellem de danske Sydhavsøer og Tandil blev udvidet i løbet af 1800-tallets sidste årtier. Vendelboen Niels Dael afløste i 1886 den danske menigheds første præst, Otto Meulengracht fra Århus. Dael var grundtvigianer om en hals og var som den eneste af de danske præster i Argentina ikke teologisk kandidat, men derimod uddannet på Askov Højskole sammen med de grundtvigianske udvandrerpræster, der med mindre held blev udvandrerdanskhedens bannerførere i USA. Sammen med og i kølvandet på Dael rejste en mindre flok, der var knyttet til Dael gennem Askov og det grundtvigianske friskole- og kirkemiljø på Mors. Den typiske indvandrer fra den anden indvandringsbølge var altså jyde og ikke lollik eller mønboer som tidligere. Årsagerne til udvandringen skyldtes især frustration over de manglende muligheder i det danske landbrug, især manglen på jord. Den kunne man derimod få adgang til i Argentina.
 

Danskerne begyndte nu at slå sig ned i de hidtil uopdyrkede områder syd for Tandil, der nu blev åbnet for korndyrkning som følge af store jord-udstykninger og jernbanens udvidelse. Landbruget blev de danske indvandreres overvejende erhverv, og i en typisk løbebane begyndte man som peón (landarbejder), ofte hos landsmænd,hvorfra mange arbejdede sig op til selv at  leje jord og dermed blev chacareros.
 

Som det altid vil være, klarede nogle sig bedre end andre og blev estancieros (proprietærer). Det var ofte disse velbjergede danskere, der ledte an i institutionaliseringen af indvandrerfællesskabet ved at tage initiativ til skoler, kirker, fester m.m. Desuden var de vigtige som arbejdsgivere og jordudbydere for nyindvandrere landsmænd.
 

I provinsen Buenos Aires kan man i høj grad tale om, at danskheden som levende identitet blev bevaret hos indvandrerne og deres efterkommere. Indvandrer-generationen holdt fast i deres danske kulturelle tilhørsforhold, og i de følgende to generationer følte mange sig som danske argentinere. Denne dansk-argentinskhed kommer stadig til udtryk den dag i dag gennem dansk-lutheransk menighedsliv, højskoleophold, festligheder og - ikke mindst - bevarelse af det danske sprog gennem generationer.

Fra indgangspartiet til det dansk-argentinske kulturcenter i Tandil

Når denne særlige argentinske danskhed har været så levende gennem mange årtier skyldes det en kombination af faktorer: kædeindvandring, dansk-argentinske institutioner, social og geografisk placering i det argentinske samfund og en tendens til, at danske indvandrere giftede sig med andre danskere eller andre danske indvandreres voksne børn, og mange andengenerationsindvandrere giftede sig med  andre fra anden generation. Ofte var det først i tredje generation, at man fandt sin ægtefælle uden for den etniske gruppe. Dette ægteskabsmønster har både været en årsag til samt konsekvens af det rige, dansk-argentinske institutionsliv gennem tiderne.

Den historiske oversigt baserer sig overvejende på bøgerne Entre Sofie y Tovelille, Danske i Argentina samt specialeafhandlingen Danskhed på Pampaen 1875-1950. Læs mere herom under Litteratur.