*

Hans havde ikke straks taget sig af vennens snak, for Jakobsen fablede uophørligt om at forlade andegården Danmark og finde et land, hvor man kunne leve i frihed og velstand. Men foretog sig i øvrigt ikke synderligt. Det var alt sammen blot ord. Ord, som endda kaldte på smilet, for det var vanskeligt at forestille sig den mageligt anlagte doktor strenge sig an til en sådan udmattende livsændring. Doktoren var inderligt utilfreds med Danmark, det var sandt. Men han gik gennem livet med en underlig skødesløs ligegyldighed, som undrede Hans. Undrede ja, men som også tiltrak. En fascinationskraft, han ikke ret begreb, men mærkede som en foruroligende rislen i blodet. Det var så modsat hans egen praktiske forankring i den virkelighed, der omgav ham. Jakobsen fejede ubekymret alle forhindringer af vejen, og når han ret rullede sig ud, var han uimodståelig og kunne forføre hvem som helst. 

                                                        *

 Langsomt og umærkeligt begyndte der at ske en forandring i hans holdning til vennens tågede fantasiforestillinger. Og sære billeder, som han ikke havde kaldt på, begyndte at vise sig for hans indre. De trængte sig på, invaderede hans drømme og fyldte ham med en sugende længsel, som han længe ikke ret ville vedkende sig. Forunderlige panoramaer af udstrakte vidder, af bissende kvæg, af ædle, galoperende vildheste og farvestrålende indianere foldede sig ud. Som pirrende muligheder, og som eventyr. Han forsøgte at tale sig selv til fornuft. Det var urealistiske glansbilleder. De rene drengedrømme. Og han var voksen.
  Men han begyndte at besøge Jakobsens stadig oftere. Og lidt efter lidt blev han lydhør.
   ”Jamen, er det dit fulde alvor?” spurgte han en dag.
   ”Jeg kan ikke være alvorlig, mener du?”
   ”Jeg ved snart ikke. Og desuden: en sådan lang rejse er måske en mulighed for dig, men ikke for mig. Hvor skulle jeg f.eks. få midlerne fra? Jeg måtte tigge mig til mine studier, det ved du vel? Og de penge har jeg endnu knap kunnet betale tilbage.”
   ”Tig du bare videre. Der findes altid glade givere.”
   Jakobsen slog ud med hånden, som var han en af dem.
   ”Men hvad med dig selv? Så vidt jeg ved, lever du af din praksis, og den går vel ikke ligefrem glimrende.”
   ”Blæse være med min praksis,” brød vennen irriteret af. ”Den sælger vi.”
   ”Vi?”
   ”Sagde jeg ikke nylig, at du var min bror. Vi deler naturligvis.”
   ”Det kan jeg ikke tage imod.”
   ”Det kan du sagtens. Husk på, at du skal arbejde for to derovre i Amerika. Snart vil du blive hovedrig. Så kan du betale mig tilbage.”
   ”Mener du det?”
   ”Hvorfor tror du mig aldrig?”
   Ja, hvorfor mon? grundede han, men sagde ingenting. 
   De sad i vennens smukke dagligstue. Fornemme og fint udskårne møbler med smukt porcelæn og ciselerede glasskåle på de blanke borde, og på væggene hang malerier af grønne marker og græssende kvæg, af stolte skonnerter med hvide skumsprøjt for boven, duvende i vinden for blakkede sejl. Et glansbillede, når alt kom til alt, men alligevel af en ganske anderledes storhed end barndommens glinsende drømmeforestillinger. Væggen over for det store stuevindue prydedes af et portræt, som Jakobsen havde ladet male af den lille Signepige, som han kaldte sin kone. Hans så på det. En solstråle fangede pigens forsigtige smil. Han følte et stik i hjertet. Signe. Hun syntes så sårbar, som hun hang der, bleg og fin og lod sig besole. Vrøvl, tænkte han irriteret og vendte atter blikket mod doktoren.
   Men de billeder måtte have kostet dyrt. Måske var Jakobsen i virkeligheden velhavende. Han ville sikkert blive det, om han solgte det store hus med hele det pragtfulde indbo.
   Da han lidt senere forlod vennen, var han for første gang i tvivl. Måske skulle han alligevel rejse, måske kunne det virkelig lykkes ham at skabe sig et ganske andet liv langt borte. Et liv uden tvang?  Svimmel ved tanken fortsatte han ned gennem den smukke have, der bredte sig foran ham som et miniparadis af blomstrende skønhed. Sådan en have kunne jeg selv få, tænkte han og standsede fortumlet midt på plænen.
   Han stod stille en tid og kiggede ned over det grønne græs, der lyste i solskinnet. Og der borte, i halvskygge under et blomstrende æbletræ lå Signe i en havestol. Hun sov vist. I hendes skød lyste en opslået bogs hvide sider.
Han blev hed og vendte blikket fra hende. 
   Langsomt fortsatte han sin gang mod havelågen. Passerede to kønne, lyskrøllede smådrenge. De lå på ryggen og legede med skyformationerne højt over dem. Han hørte den mindste sige: ”Se den lange der, den har hale på.”
   ”Ja,” kom det sindigt fra den større, ”men jeg tænker nu snarere, at det er en kost, og se, nu fejer den hen over hele himlen, så den bliver blå og ren.”
   ”Eller måske er det en slange, der kryber over himmelbuen og æder alle de andre skyvæsner op.”      
De klukkede henrykte.
   Næsten nede ved lågen vendte han sig brat om og bevægede sig søvngængeragtigt hen mod den unge kvinde. Længe blev han stående foran hende, mens han lod blikket hvile på den spinkle skikkelse. Sollysets urolige lysflimmer trængte ned gennem løvet og faldt som sarte kærtegn på hendes nøgne ansigt og hals og gav den blege hud et fortryllende skær. Lyden af den perlende barnelatter og synet af kvinden flød sammen og tændte en glæde i ham.
   Måske fandtes der en vej?

                                                        *

Den aften sad han længe og drømte med et af skolekortene bredt ud foran sig. Glæden lå stadig og knitrede i ham. Kortet var gammelt og flosset, og det forestillede en hel verdensdel. Sydamerika. Et broget virvar af ukendte lande, gennemskåret af store floder, kunne han se, af vældige bjergkæder, der strakte sig fra nord til syd og af store udstrakte sletter. Ville man kunne skabe sig en tilværelse der? Var det ikke blot endnu en forvildet drøm om at rive sig løs og flygte bort? Et fortvivlet og dødsdømt forsøg på at unddrage sig den skæbne, Gud havde tildelt en? Ville han nu ikke frækt og trodsigt frasige sig kald og stand som en anden ugudelig?   
   Pludselig lukkede han øjnene, lod hånden svæve hen over det store kort, tøvede et øjeblik, før han lod den lande et tilfældigt sted.
   ”Her vil jeg bo,” sagde han højt. Derpå åbnede han atter øjnene, bøjede sig frem og kiggede på kortet. Der stod slet ingenting. En udørk altså. Nej, ligefrem en ørken skulle det ikke være, og han førte fingeren ud til Atlanterhavskysten og lod den langsomt glide mod nord. Nu ramte den en by, der bredte sig inderst i en bred flodmunding.
Bu-e-nos Ai-res, stavede han. Et underligt navn.  
   ”Ja, lad det så være der. Lige netop der.” Sagde han højt.
   ”Lige netop hvor?” brummede en alt for kendt stemme bag hans ryg.
   Han vendte sig om. Havde ikke hørt provsten komme, men det undrede ham ikke det mindste, at den gamle stod der i døren som en anden Herrens Engel, der endnu engang ville gribe ind og retlede sit vildfarne får. Det kunne slet ikke være anderledes, tænkte han, forundret over sin egen ro.  
   Alligevel gik der et jag gennem ham, da han hørte provstens næste ord: ”Du skuffer mig, dreng. En så utaknemmelig handling havde jeg aldrig tiltroet dig.”
   Hvordan kunne Smith ane noget om hans planer? Ikke engang Jakobsen havde han fortalt det. Havde den lille mand et hemmeligt greb om hans liv, som han aldrig ville slippe, lige meget, hvor langt bort han flygtede?
   ”At du sådan kunne forlade mig!”
   Stemmen var næsten ynkelig og havde i al fald mistet den tone af autoritet, der tidligere havde kunnet få Hans til at stivne og lystre, mekanisk, som var han under hypnose.
   ”Ja, nu er det jo ikke kun Dem, jeg forlader,” sagde han og tillod sig et forsigtigt smil. Provsten syntes dog ganske at overhøre ham. Han foldede sine hænder og holdt dem op foran sig, mens han med et næsten tiggende tonefald fortsatte: ”Du er mig så ganske uundværlig, dreng. Flyt tilbage, hører du!”
   Hans forstod pludselig, at provsten ikke besad overnaturlige evner. Han kunne ikke se ind i ens sjæl. Og slet ikke forlange den blotlagt. Han slog en befriende latter op.
   Så blev han atter alvorlig.
   ”Men jeg kan ikke godt flytte tilbage,” sagde han og strejfede med en let bevægelse de foldede hænder, som ville han trøste med denne berøring.
   ”Jamen, hør nu, min ven, jeg har besluttet at blæse på etiketten og sætte mig til bords med dig. Dig alene. Jeg spiser kl.12.00 fra nu af. Basta. Og skal du spise i køkkenet, så spiser jeg der også.”   
   Hans gav sig god tid, inden han svarede. Så sagde han med provstens blik i sit: ”Jeg vil gerne spise sammen med Dem, provst Smith. Men så må De tage med mig til Sydamerika.”
   Han nød den lange pause, der fulgte. Endelig hakkede provsten: ”Siger du, at du rejser til Sydamerika?”
   ”Ja.”
   ”Men hør dog … det … det kan du ikke. Det vil jeg aldrig tillade.”
   ”Det kan De ikke forbyde mig.”
   ”Vist kan jeg det, husk på, at jeg er din foresatte. Og kongen, glem endelig ikke kongen!” Smith forsøgte at krydre stemmen med en rest af den gamle autoritet, og Hans følte en irriterende medlidenhed komme snigende.
   ”De kan være forvisset om, at jeg aldrig vil glemme hverken kongen eller Dem, kære provst Smith. De har af et godt hjerte altid bestræbt Dem på at hjælpe mig. På Deres måde. Og jeg er sikker på, at De heller ikke denne gang vil lade mig i stikken.”
   ”Hvadbehager?”
   Smiths mund stod åben. Hans tænder var dårlige. En tynd stribe spyt silede fra mundvigene ned over hagen.
   Han stod og hang usikkert som en beruset, der ikke mere er ved sine bens brug. Så strammede han sig op, vaklede et par skridt baglæns og lod sig med et hørligt suk dumpe ned på sengen. Her sad han og sank sammen, lignede mest af alt en senil gamling, der havde mistet al fatning. Hans lod ham sidde.
   Men med ét skete der en besynderlig forvandling. Smith rettede sig op i et eneste energisk ryk, og Hans så et smil brede sig i det rynkede ansigt.
   ”Nu er jeg med! Naturligvis! Og vist vil jeg støtte dig, min egen, kære dreng. Det er i sandhed ædelmodigt af dig. En dåd, kunne man gerne sige. Men jeg vidste det. Inderst inde har jeg altid vidst det.”
   Nu tager Fanden ved ham, tænkte Hans uroligt, og han så, hvorledes en fanatisk glød tændtes i provstens øjne. Nu lyste de imod ham med en glans af vanvid.
   ”Jeg skal endog skaffe dig pengene. Daler for daler.”
   ”Pengene? Til Amerika?” mumlede Hans uroligt.
   ”Om jeg så skal tigge dem sammen til dig.”
   ”Tak … men det … det.”
   ”Vil du virkelig ofre dit unge liv på Herrens alter, da skal du vide, at jeg står helt og fuldt bag dig. Som en fader vil jeg være hos dig. Ja, som en lydig og offervillig Abraham, der egenhændigt skænker Gud sin unge søn. Vil det end smerte mig usigeligt således at måtte miste dig.” 
   Han slog sig for brystet og udstødte en række ubegribelige lyde. 
   Himmel, det rabler for ham, tænkte Hans forfærdet, for sad provsten ikke der og teede sig som en gammel, syg abe? Tøvende gik han hen imod ham. Ville beroligende lægge en arm om ham, vise ham en smule sønlig hengivenhed trods alt og således forsøge at jage vanviddet bort.
   Men da han satte sig på sengen, var det provsten, der slog armene om ham og knugede ham ind til sig.
   ”At du sådan vil ned og omvende indianere.”
   Den gamle mand slubrede henrykt ordene ind mod den unge mands nøgne hals. Hans vred sig i ubehag, det fornemmedes, som afsatte ordene slimklatter på hans følsomme hud.
   Så skubbede han lempeligt mennesket fra sig og viste ham døren.