Baggrund » Historisk
overblik over den danske indvandring i Argentina,
1848-1930.
Steder » Hvor slog de danske indvandrere sig
ned?
Personer » Hvem var de vigtigste aktører blandt de danske
indvandrere?
Institutioner
» Hvilke institutioner oprettede de danske
indvandrere?
|
Baggrund »
|
Ni ud af ti af de ca. 300.000 mennesker, der
udvandrede fra Danmark i masse-udvandringens
tidsalder, rejste til USA. Andre valgte imidlertid
destinationer såsom Canada, Australien og Argentina.
Man regner med, at omkring 13.000 danskere
emigrerede til det store sydamerikanske land i
perioden før 1930. Det var dog kun ca. 60% af disse
danske udvandrere, der slog rødder i Argentina og
således mere permanent blev indvandrere.
Hvorfor valgte dette mindretal af den samlede danske
udvandrergruppe at rejse til Argentina, der lå meget
længere væk fra Danmark end USA og i øvrigt havde en
kernekultur, der ikke var "nordeuropæisk" og
protestantisk som i Nordamerika, men derimod
udpræget spansk/sydeuropæisk og katolsk? En stor del
af forklaringen på denne "afvigelse" i den
skandinaviske udvandring hænger sammen med, at
migration (vandring) ofte foregår i kæder,
hvori personlige forbindelser spiller en stor rolle
som de led, der knytter kæden sammen.
|
|
Hans Christensen Fugl (1811-1900) var ikke
den første dansker, der satte fod på argentinsk
jord, men regnes ikke desto mindre som dansk
indvandrings pionér i Argentina. I 1844 rejste Fugl
til Buenos Aires, efter at han havde læst en artikel
i Berlingske Tidende om landbrugsmulighederne i
Argentina. I 1848 kom Fugl til
Tandil, der på det tidspunkt var en række huse
ved foden af Fort Rodriguez, på grænsen til
indianerterritoriet. Fugl begyndte som den første på
egnen at dyrke hvede, og ti år senere var han blevet
en succesrig landmand og respekteret borger i byen.
|
Juan Fugl |
|
I slutningen af 1850erne rejste Fugl tilbage til sin
danske hjemegn, det daværende Maribo Amt
(Lolland-Falster-Møn). Fugl giftede sig med sin
niece Dorothea og talte så godt for en fremtid i
Tandil, at et par andre familier og enlige rejste af
sted med det nygifte ægtepar med destinationen
Argentina i sommeren 1859.
I kølvandet på disse første danske pionerer fulgte
venner, bekendte, slægtninge og forlovede, så den
danske befolkning i Tandil et par årtier senere
talte mere end 130 mennesker, hvilket ifølge Fugls
egne beregninger svarede til ca. en tiendedel af
byens indbyggertal. Danskerne slog sig alle ned nær
hinanden og blev hjulpet godt i gang på det lokale
arbejdsmarked som landbrugere, håndværkere og
næringsdrivende med Fugls hjælp. Hans Fugl blev
nærmest de danske indvandreres "patriark", da han
også lagde hjem til sociale arrangementer samt
udførte vielser, barnedåb og så videre i fraværet af
en ordineret, protestantisk præst. I 1875 rejste
familien Fugl hjem til Danmark, men grundstenen for
såvel byens som den danske indvandrings udvikling
var blevet lagt. Der gik få år efter Fugls
hjemrejse, før de uformelle bånd, som patriarken før
havde knyttet sammen, nu var blevet
institutionaliserede i form af en dansk menighed med
egen kirke, præst og skolelærer.
Den noget ensidige vandring mellem de danske
Sydhavsøer og Tandil blev udvidet i løbet af
1800-tallets sidste årtier. Vendelboen Niels Dael
afløste i 1886 den danske menigheds første præst,
Otto Meulengracht fra Århus. Dael var grundtvigianer
om en hals og var som den eneste af de danske
præster i Argentina ikke teologisk kandidat, men
derimod uddannet på Askov Højskole sammen med de
grundtvigianske udvandrerpræster, der med mindre
held blev udvandrerdanskhedens bannerførere i USA.
Sammen med og i kølvandet på Dael rejste en mindre
flok, der var knyttet til Dael gennem Askov og det
grundtvigianske friskole- og kirkemiljø på Mors. Den
typiske indvandrer fra den anden indvandringsbølge
var altså jyde og ikke lollik eller mønboer som
tidligere. Årsagerne til udvandringen skyldtes især
frustration over de manglende muligheder i det
danske landbrug, især manglen på jord. Den kunne man
derimod få adgang til i Argentina.
|

Danske landarbejdere i gang med tærskningen i
1920ernes Argentina. |
Danskerne begyndte nu at slå sig ned i de hidtil
uopdyrkede områder syd for Tandil, der nu blev åbnet
for korndyrkning som følge af store jordudstykninger
og jernbanens udvidelse. Landbruget blev de danske
ind-vandreres overvejende erhverv, og i en typisk
løbebane begyndte man som peón
(landarbejder), ofte hos landsmænd, hvor-fra mange
arbejdede sig op til selv at leje jord og dermed
blev chacareros.
|
|
Som det altid vil være, klarede nogle sig bedre end
andre og blev estancieros (proprietærer). Det
var ofte disse velbjergede danskere, der ledte an i
institutio-naliseringen af indvandrerfællesskabet ved
at tage initiativ til skoler, kirker, fester m.m.
Desuden var de vigtige som arbejdsgivere og
jordudbydere for nyindvandrere landsmænd.
|
|
I provinsen Buenos Aires kan man i høj grad tale om,
at danskheden som levende identitet blev bevaret hos
indvandrerne og deres efterkommere.
Indvandrer-generationen holdt fast i deres danske
kulturelle tilhørsforhold, og i de følgende to
generationer følte mange sig som danske argentinere.
Denne dansk-argentinskhed kommer stadig til udtryk
den dag i dag gennem dansk-lutheransk menighedsliv,
højskoleophold, festligheder og - ikke mindst -
bevarelse af det danske sprog gennem generationer. |

Fra indgangspartiet til det dansk-argentinske
kulturcenter i Tandil |
|
Når denne særlige argentinske danskhed har været så
levende gennem mange årtier skyldes det en
kombination af faktorer: kædeindvandring,
dansk-argentinske institutioner, social og
geografisk placering i det argentinske samfund og en
tendens til, at danske indvandrere giftede sig med
andre danskere eller andre danske indvandreres
voksne børn, og mange andengenerationsindvandrere
giftede sig med andre fra anden generation. Ofte
var det først i tredje generation, at man fandt sin
ægtefælle uden for den etniske gruppe. Dette
ægteskabsmønster har både været en årsag til samt
konsekvens af det rige, dansk-argentinske
institutionsliv gennem tiderne.
Den historiske
oversigt
baserer sig overvejende på bøgerne Entre Sofie y
Tovelille, Danske i Argentina samt
specialeafhandlingen Danskhed på Pampaen
1875-1950. Læs mere herom under
Litteratur. |
Til toppen af siden
Printvenlig
version
|
|